Riddere

Der ligger en hyggelig lille gul gård ikke langt syd for Egøje. Land har ejerne ikke meget af. Kun det som selve gården står på. I haven står der en masse dejlige træer, som man kan se fra mit vindue. Der på den gård, sidder jeg tit og tænker tilbage på en tid med riddere til hest og soldater med lanser og sværd. Episke kampe mellem det gode og det onde. Mon der blev kæmpet sådanne kampe her hvor denne gård står nu, for lang tid siden, kun for at blive glemt eller gemt væk for de almindelige mennesker? Mon denne gård stod der dengang? Dengang hvor disse krige rasede frem og tilbage mellem to fyrster? Det var jo dengang krig var ære. Ære som var noget alle havde fra start, men som alle ret let kunne miste, og som de fleste ikke ville miste for alt i verden. Det var jo dengang, at krige var mere romantiske, men ikke desto mindre blodige og ligefremme. Krige i dag, er meget mere brutale. Folk begynder at nage et decideret had til hinanden, i modsætning til at kærligheden til moderlandet øges. Folk kæmpede for moderlandet dengang. I dag kæmper vi for andres moderlande. Det er ikke helt samme fornemmelse. Jeg kan også tit lide at tænke tilbage på dengang, og fantasere lidt hen i det mere fantasifulde, forestille mig at vores fortid har indeholdt drager, kæmper og ikke mindst magi. Magi som vi alle ønsker os i dag, men alle ved at det ikke er der. Alle undtagen små børn og sindsforvirrede. Men kan vi ikke kalde de små lykkelige stunder for en form for magi? Menneskets evne til at underholde og blive underholdt. At grine, le og at have det sjovt og få andre til det er den virkelige verdens magi. Min fantasi stopper dog ikke ved de gamle krige med riddere og soldater med lanser og sværd. Ofte går den så langt tilbage som til de gamle grækere og antikken. At have levet sammen med den kløgtige Odysseus eller Herkules. At have set Athen på sin storhedstid, set Trojas fald. Bare at have set en verden med mytiske væsner som kentaurer, kykloper og lign. Bare det at have en gud med ansigt. Guderne i dag, er jo usynlige, en menneskeskikkelse, men så alligevel ikke. Egentlige billeder er der ikke af dem. Det er jo forbudt, men hvorfor skal mennesket ikke glæde sig ved guds udseende? Hvorfor er gud ikke glad for det menneske han menes at have skabt, så at han har skænket os alle en lykke? Vores egen lille del af magien? Smilene, grinene og de gode tider? Hvorfor skal alt det ondskab vi har i verden også være ondskab. Krige i dag er kun brutalitet. På den ene side terrorister og oprørsbevægelser, på den anden side lande der bugner af militær magt, men intet kan hamle op. Disse krige er da i bund og grund unødvendige. Man vil om tusind år ikke se tilbage på krigen i Afghanistan som en romantisk krig. Man vil om tusind år ikke se tilbage på krigen i Irak som en romantisk krig. De krige vi har i verden i dag, som involverer større internationale kræfter, vil ikke om tusinde år ses tilbage på som romantiske krige, for der kæmpes ikke for at beskytte fædrelandet. Der kommer måske terrorangreb i både England, Frankrig, Tyskland, USA, Danmark og en masse andre lande i verden, men det er jo ikke udelukkende pga. meddeltagelse i disse krige. Det kan godt være at de soldater, som vender tilbage fra disse krige, tænker højere om deres eget land, men den betydning de har for den samlede fædrelandsfølelse er næsten lig nul. Jeg vil ikke om halvtreds år tænke tilbage på disse krige som en periode, hvor Danmark løftede sig, eller hvor USA løftede sig eller noget andet land løftede sig. Vi går ind for demokrati, men i de fleste tilfælde har demokratiet skulde hælde til vores fordel, og hvilken form for demokrati er det? Er demokrati overhovedet den bedste styreform i disse lande? Som Homer sagde:  “A multitude of rulers is not a good thing. Let there be one ruler, one king.” Aristoteles havde også en model for regeringstyper, hvor overraskende nok monarki stod som det bedste, og demokrati var nær midten, måske lige på den forkerte side. Han mente, at hvis én person regerede, kunne han udrette meget mere, end hvis han skulle blive enige med en masse andre. Dog krævede det at denne hersker herskede efter lovene, og efter folks forventninger. Altså en hersker, som sørgede for at landet kom ind i en gylden periode af velstand og frihed. Den politiske arena skulle stadig være offentligt tilgængelig, men det var herskeren, som tog beslutningen. Det eneste reelle problem, som kunne opstå, var hvis herskeren blev for magtsyg. Hvis dette skete, var det ikke længere et monarki, men et tyranni. Politikerne i dagens Danmark, kunne lære noget af dette. Politikerne skulle ikke være en udvalgt gruppe. Politikerne skulle være alle menneskerne inden for nationens grænse, og der skulle ved direkte valg vælges ministre og efterfølgende en hersker, som fik råd af ministrene, men som også i sidste ende havde vetoretten. Herskeren bestemte, dog kun for et par år ad gangen, hvorefter en anden hersker skulle vælges. Selvfølgelig skulle der laves nogle forhåndsregler mod omvæltning til tyranni, men det kunne være i form af at herskeren ikke havde kontrol over hæren, og at selve grundloven ikke kunne ændres uden at ministrene var enige. Dette ville for mig være den ideelle styreform for vores lille Danmark. Det ville højt sandsynligt sørge for at flere engagerede sig, da der nu ville kunne ske ordentlige forandringer i samfundet indenfor én regeringsperiode.

Dette er nu hvad man kan få ud af at bo i en lille gul gård lidt syd for Egøje, siddende og fundere over krige med riddere til hest og soldater med lanser og sværd, mytiske væsner og magi. Alt i livet kunne være meget bedre, men vi må glæde os over de små ting, vores helt egen form for magi, som vi kun selv kan vælge at slippe løs, en magi som man skal have viljen for at kunne bruge, selvom vi alle besidder den. Spørgsmålet er bare:

Hvornår tror du på dig selv og den kraft du besidder, for da vil din egen magis sande jeg vise sig for dig og dine omgivelser, og intet vil kunne blive bedre.

Phillip Phoelich – 5. oktober 2010

Published in: on 5. oktober 2010 at 09:51  Skriv en kommentar  
Tags: , , , , , ,

The URI to TrackBack this entry is: https://phillipphoenix.wordpress.com/2010/10/05/riddere-5-oktober-2010/trackback/

RSS feed for comments on this post.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: