Sørøverhistorier

To mænd, en ung og en gammel, sidder og snakker sammen over et lille bord i en lille kro. Det eneste der oplyser bordet er et lille stearinlys, som kun lyser svagt op. I baggrunden kan man høre en lavmælt mumlen, som kommer fra de andre gæster. Den ene mand siger til den anden: ”For meget længe siden, mødte jeg engang en mand her selv samme sted. Det var ved det bord derhenne han trak mig hen”. Han pegede på et lille bord helt henne i det ene hjørne af rummet. Det lå meget skummelt inde i et hak. ”Han fortalte mig at han engang havde været udsat for et mirakel. Et mirakel som han ville fortælle mig om.” sagde han til den anden. Den anden så mere spændt ud end for et øjeblik siden. ”Hvad var det så?” sagde den unge mand. ”Det skal jeg fortælle dig… For længe siden, flere år før du blev født, og selv et par år før jeg blev født, var der en ung mand, lidt yngre end dig. Han skulle ud i den vide verden og tjene, så han på tidspunkt kunne få sig en kone og nogle børn. Han blev sømand, ligesom os to, og stævnede ud på de vilde våde have. En dag opdagede udkiksposten en lille ø, ikke eksisterende ifølge alle kaptajnens søkort. De besluttede sig for at kortlægge øen og de startede med at opkalde den efter kaptajnen. Den lille ø var vistnok en vulkanø. Frodig skov groede helt ud til stranden, som lå fyldt med kokosnødder og andre frugter. Mærkelige ting ville ske på den ø og det første skete allerede ved landsætningen. To joller var sejlet fra skibet in mod øen, men kun én af dem nåede frem. Der var stille sø, så kaptajnen og sømændene undrede sig over, hvordan de bare kunne forsvinde. Her var der allerede flere af dem, der rådede kaptajnen om at øen var magisk og at den nok skulle lades være i fred. Kaptajnen hørte ikke på sit mandskab, men satte hårde ord ind for at de skulle kortlægge denne ø. Da de nåede et stykke ind i skoven, som var en frodig jungle med eksotiske fugle, lianer og en masse forskellige frugte, manglede de pludselig en sømand. Nu begyndte folkene at blive bange, og den unge mand kunne hurtigt se at det ikke varede længe før folk ville flygte fra øen. Selv var han også bange. Men han var også nysgerrig. Han havde ikke været i flåden særligt længe, så han havde ikke hørt alle historierne endnu om alle de søuhyrer og magiske væsner, som mange sømænd mente de havde set på deres togter på havet. Han hørte nogen råbe, vendte sig rundt, kun for at opdage at der ingen var. Han begyndte at høre råben og skrigen. Selv begyndte han også at råbe. Han løb i retningen, som han syntes råbene kom fra, men han mødte ingen. Efter at have løbet et stykke tid, begyndte han at genkende området. Råbene var også falmet hen og der blev helt stille, udover de lyde som fuglene lavede en gang imellem. Han var faret vild…” ”Og hvad skete der så?” brudte den unge mand ved bordet nysgerrigt ind. ”Du skal ikke afbryde mig, hvis du vil høre historien færdig”, sagde den gamle mand, ”Nå… hvor kom jeg fra. Nååh ja. Den unge mand var faret vild. Lige meget hvilken retning han gik, blev han ved med at komme til samme sted. Han begyndte at bygge en lille hytte af grene og blade, og derefter samlede han noget frugt. Efter nogle dage, han vidste ikke lige hvor mange, havde han sig en god hytte og han havde flettet en kurv, som han benyttede til opbevaring af frugter. Frugterne kunne han ikke genkende. De havde alle sammen mærkelige former og farver og nogle af dem havde endda flere. Der var også nogle frugter, som havde mønstre. Sådanne frugter havde han endnu ikke set. Frugterne smagte fint og han følte at han fik meget energi af at spise dem. Den unge mand lavede et bål efter nogle forsøg. Han syntes det var dejligt med varme efter så mange dage uden. Flere år fortsatte sådan, hvorefter han en dag, da han vågnede befandt sig på en strand i bælgravende mørke. Han kiggede rundt. Det var koldere end han huskede det. Da han vendte sig for at kigge ind på øen, stod han ikke mere på øen, men på fastland. Han stod op og begyndte at gå. Efter to til tre dages gang, uden pause, uden mad og uden drikke, nåede han en lille landsby. Han spurgte folkene i landsbyen, om hvor de befandt sig. Svaret som den unge mand fik, fik ham til at stivne. Han var tilbage i hans forældres landsby. Den landsby han ikke havde set i flere år. Han kunne ikke genkende den, men det var måske på grund af mørket.” ”Men hvad var miraklet så?” afbrød den unge mand ved bordet. ”Miraklet var, at han på daværende tidspunkt endnu ikke havde opdaget at han ikke havde nogen ben. De dem havde han mistet den nat han vågnede på den kolde strand. Han havde fået træben i stedet. Ingen smerte, ingen problemer med at gå. Det var også grunden til at de ikke havde genkendt ham i landsbyen.” ”hvorfor kalder han det et mirakel? At miste sine ben er da skidt. Jeg vil i hvert tilfælde ikke miste mine”, sagde den unge mand ved bordet. ”Han fortalte mig at han dengang ofte havde ondt i benene og det var helt væk efter det. MEN! Det var ikke det største mirakel.” ”Hvad var så det?”, brød den unge mand ved bordet ind. ”Det helt store mirakel skete nogle år senere, en dag han vågnede og skulle til at tage sin jakke på. Ud af lommen faldt en af de frugter, som han havde fundet på øen. Faktisk havde han kun fundet tre af disse frugter. Den ene af dem havde han spist aftenen forinden den nat, hvor han vågnede på den kolde strand. Han spiste den og gik ud og arbejdede i marken for sine forældre. Da han vågnede næste dag. Var hans træben væk. Han plejede at tage dem af om natten og lægge dem ved siden af sengen. Han ledte rundt i hele huset og det var først der det slog ham…” ”Hvad var det?” spurgte den unge mand ved bordet nysgerrigt. ”Det der slog ham var, at han havde fået ben igen. Ikke dem han havde før, som gjorde ondt, men nogle nye stærke ben. ” ”Den unge mand havde spist en på øen, og han havde spist en i landsbyen, men havde han ikke tre? Hvor er den sidste så?” spurgte den unge mand ved bordet. Den gamle mand fumlede efter noget i sin lomme. Lidt efter tog han en lille rund kugle op af lomme, ikke meget større end en mønt i diameteren. Den havde pragtfulde farver i lilla, grøn og rød, og den så dejlig ud. ”Dette var det mirakel, som han viste mig og gav til mig. Han havde endnu ikke fået brug for den, og nu var han blevet så gammel, så han valgte at give den til mig. Jeg vil nu række den videre til dig, unge mand, men du skal kun bruge den i et helt specielt tilfælde. Du har kun én! Værsgo’”.

Phillip Phoelich – 9. oktober 2010

Published in: on 9. oktober 2010 at 22:36  Skriv en kommentar  
Tags: , , , , , , , , , , , ,

The URI to TrackBack this entry is: https://phillipphoenix.wordpress.com/2010/10/09/s%c3%b8reverhistorier/trackback/

RSS feed for comments on this post.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: