Robotten

Der var en gang for længe siden en lille dreng. Drengen havde aldrig fået et navn, da han ingen forældre havde. Han levede i en stor bygning, hvor han arbejdede fra morgen til aften. Om natten lå han og tænkte på det eneste han kendte til, nemlig arbejdet der ventede næste dag. Sådan gik der mange år. Drengen arbejdede stadig på fabrikken. Så en dag efter arbejde, sad der en fugl i et vindue. Fuglen spurgte den lille dreng om han nogensinde havde set den smukke verden udenfor. Det havde den lille dreng aldrig. Fuglen spurgte så, om drengen ville høre en historie fra verden udenfor og da drengen nikkede, begyndte fuglen at fortælle om blomster og træer, dyr og floder. Da fuglen var færdig begyndte den velfornøjet at kvidre og fløj ud af vinduet. Den nat drømte den lille dreng om verdenen udenfor. Han besluttede sig for sig selv, at han ville fjerne ledninger og det hele, for at flygte ud af fabrikken dagen efter. Næste morgen løsnede han så ledninger og snore, som ellers holdt ham på plads, og løb ud af fabrikken. Udenfor bredte en stor skov sig. Han havde aldrig forestillet sig verdenen udenfor så smuk. Ved de første skridt følte han sig allerede mere levende. Den grå verden, som stadig sad fast inden i ham, begyndte at brydes. Han undersøgte træer og blomster og frydede sig ved deres eksistens. De var så… levende. Det eneste han følte var blik og metal, tomhed. Men det ville han lave om på. Han satte sig for at blive levende. Han samlede sig nogle kviste og grene og tog dem under armen. Den ild, som var inden på fabrikken blev også startet med træ, så han mente at dette måtte være nogenlunde det samme. Han valgte en retning og begyndte at gå. Han vidste ikke, hvor han ville hen, heller ikke hvilken retning han havde valgt, men han vidste, hvad han ville. Inden længe kom han til et lille skovbryn. Der sad den fugl, som han havde set i vinduet. Han sagde lykkeligt til den. ”Se fugl, jeg er ude af fabrikken nu. Nu skal jeg opleve den hele verden, og finde ud af, hvordan jeg bliver levende.” Fuglen sagde at det nok ville blive svært, men den fortalte om en gammel grævling, som boede i udkanten af skoven, som nok vidste hvor den lille dreng skulle gå hen. Han fik retningen fra fuglen og fik at vide, at alle dyrene kendte den gamle grævling, så han kunne bare spørge om vej, hvis han var i tvivl. Den lille dreng begav sig videre på vej mod den gamle grævling. Da han nåede udkanten af skoven, så han marker. Mange marker, næsten så langt han kunne se. Nu vidste den lille dreng ikke rigtigt, hvad marker var, men han synes det gyldne korn var smukt at se på, sådan en sensommereftermiddag. Mens han stod der og beundrede synet, hørte han en stemme spørge. ”Er det ikke en smuk udsigt?” ”Jo”, svarede drengen. Han drejede rundt for at se, hvem der havde tiltalt ham, og det var den gamle grævling. Drengen spurgte om det var sandt, at den gamle grævling vidste, hvordan man kunne blive levende. Grævlingen var ikke sikker, men på den anden side af markerne og engene, der skulle ligge et landskab hyllet i sne. Der boede den kloge troldmand. Han ville nok vide, hvordan han kunne blive levende. Han fik angivet retningen af grævlingen, ligesom det skete med fuglen, og den lille dreng fortsatte sin færd. Han krydsede marker og enge, floder og bakker, hvorefter han pludselig kunne mærke at det blev koldere. Han havde aldrig følt varme eller kulde før, men det gjorde han nu. Det undrede ham. Han havde dog fået at vide af den gamle grævling, at sne og is er koldt, og at man skulle passe godt på. Drengen fandt noget stof, nok fra en kartoffelsæk eller lignende. Han foldede det, satte det sammen og tog det over hovedet. Han mærkede allerede varmen strømme igennem kroppen. Han havde aldrig haft noget på før, men den gamle grævling sagde at den havde set nogle tobenede væsner have sådan noget på, så det kunne han prøve. Da den lille dreng så fortsatte sin rejse ind i det snedækkede landskab begyndte det at storme. Sneen fløj forbi den lille dreng, så han blev iskold. Han skyndte sig at søge ly ved en klippe. Efter at have siddet i læ ved klippen i et stykke tid, åbnede sig pludseligt et hul i klippen. En mand klædt i blåt, med høj spids hat, kom ud af hullet. Da han så den lille dreng sidde der opad klippen, skyndte han at få drengen med ind. Den lille dreng blev hyldet i tæpper og fik hurtigt varmen, da der var et ildsted. Manden fortalte at han var troldmanden, og at han havde ventet at se ham. Den lille dreng spurgte troldmanden, hvordan han kunne vide at han ville komme. Troldmanden svarede bare, at han kunne tale med vinden, og den havde fortalt ham, at drengen var på vej. Drengen tænkte ikke mere over det, da et spørgsmål pressede sig på og han spurgte troldmanden om, hvordan han kunne blive levende. Troldmanden sad længe og tænkte. Pludselig ændredes hans ansigt og han begyndte at pille ved en masse rør, kugler og reagensglas og en masse andet som den lille dreng ikke vidste hvad var. Troldmanden stod med præcision og drejede på små ventiler, så han kunne bestemme nøjagtigt hvor mange dråber, der faldt ned i de forskellige reagensglas, eller hvor meget væske der løb ned igennem rørene. Efter noget tid vendte troldmanden sig rundt og stak en lille flaske med prop i ned i hånden på drengen. ”Du skal nu gå mod nord, hvor de vilde vinde blæser, helt ud til oceanet, hvor du vil se bølgen bruse og havet slå op mod de golde klipper. Her skal de stå på kanten af den højeste klippe, som ligger ud for et stort træ, som er den eneste vegetation på egnen. På denne klippe skal du kigge ud over havet, og når du ikke føler andet end bølgerne, som slår op ad klipperne, skal du drikke dette. Det vil give dig svar på dit spørgsmål.” Den lille dreng takkede troldmanden mange gange. Da troldmanden igen havde åbnet hullet og ladt den lille dreng ud, var stormen drevet af og solen skinnede over snelandskabet. Lige inden troldmanden nåede at lukke hullet, spurgte den lille dreng troldmanden: ”Kan du sige mig, hvilken retning nord er, troldmand?” Troldmanden smilte og pegede mod nord, hvorefter den lille dreng begav sig af sted. Han traskede i lang tid over det snedækkede landskab. Nogle dage senere, kom den lille dreng ud til kysten. Han spejdede til højre og venstre, men kunne ikke se nogen træer eller klipper. Han kneb øjnene helt sammen, og da så han træet i det fjerne. Det var dog så langt væk, at den lille dreng brugte flere timer på at nå derhen. Han stillede sig ud på den store klippe og vendte ud mod havet. Den lille flaske havde han taget i hånden. Han stod længe der for kun at kunne føle bølgerne mod klippen. Sådan stod den lille dreng i flere måneder. Han var sikker. Han ville være levende. Så en dag kom der pludselig en skiften i vinden. Den lille dreng koncentrerede sig så meget han kunne, han kunne næsten mærke det. Næsten… Og nu var den der. Den lille dreng kunne mærke bølgerne slå mod klippen langt under ham, og han tøvede ikke et sekund, men skyndte sig at drikke indholdet flasken. Det klirrede og hamrede inde i ham. Han tørnede sammen på klippen af smerte. Det knirkede og bragede og møtrikkerne sprang ud af ham. Skruerne faldt ud. Pladerne forsvandt. Han blev nu til en rigtig dreng. Robotten fra fabrikken var blevet forandret. Endnu inden forvandlingen var overstået, hørtes en rumlen fra havet og en enorm vandsøjle stod helt op til toppen af klippen. En menneskeskikkelse formedes i vandet, og den lille dreng kiggede overrasket på den. Pludselig hørtes en røst henover havet og klipperne: ”Du er nu blevet et rigtigt levende væsen. Du hører nu til den race, som byggede dig. Men tag i agt! Du er ikke rigtigt levende, førend du føler det, og det er kun noget du kan opnå, hvis du får en selvforståelse. En selvforståelse, som udspringer fra hjertet!” Skikkelsen havde kun lige sagt dette, inden vandsøjlen kollapsede og faldt tilbage i havet. Den lille dreng løb tilbage, glad over at være en rigtig dreng, løb forbi snelandskaberne, forbi troldmanden, forbi floderne, engene og markerne helt tilbage til lysningen i skoven, hvor han for lang tid siden havde startet sin rejse ved at spørge fuglen om vej. Her byggede han sig et lille hus, dyrkede jorden i lysningen, fik sig endda en kone og nogle børn og han levede lykkeligt til hans dages ende.

Af Phillip Phoelich, d. 19. november 2010

Published in: on 19. november 2010 at 20:31  Skriv en kommentar  
Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,

The URI to TrackBack this entry is: https://phillipphoenix.wordpress.com/2010/11/19/robotten/trackback/

RSS feed for comments on this post.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: